Med indsatsen ”Allunnguaq – en skoletjeneste” er det formålet at nå ud til skoleelever og børnehavebørn med kreative og kulturelle undervisningstilbud i deres hverdag. Allunnguaq er en koordinerende skoletjenesteorganisation, der formidler og understøtter de lokale kulturinstitutioner og kunstneres undervisningstilbud. Den er sat i verden for at understøtte og fremme de kreative og kulturelle fag i skolen og for at forbedre vilkårene omkring læreres brug af kunstnere og kulturinstitutioners undervisningstilbud. Det er ligeledes ambitionen at lægge op til brugen af kreative og kulturelle undervisningstilbud i tværfaglige undervisningsforløb, hvor fx en kreativ workshop inddrages i matematikundervisningen.

Allunnguaq består af denne hjemmeside, www.allunnguaq.gl, hvor du som lærer kan orientere dig i, hvilke undervisningstilbud, der er. Derudover består Allunnguaq af et netværk af interesserede aktører på området, som er en blanding af formidlere på kulturinstitutionerne, kunstnere og lærere.